 |
 |
|
 |
 |
Gymnastik for forældre/barn
Hver torsdag fra kl. 16.45 til kl. 17.30 er vi en flok forældre der gladelig møder op til gymnastik med vores dejlige børn. Børnene har det rigtig sjovt og er fulde af forventning i det øjeblik vi træder ind i salen.
Børnene bruger sig på mange forskellige måder via sanglege og leg på redskaberne. Instruktør Britta fortæller lidt om hvordan børnene bedst træner deres motorik, og børnene bruger deres motorik efter alle kunstens regler. OG DE HYGGER SIG.
Nogle gange er der søskende med som giver en hånd med, og også de syntes det er sjovt at se hvordan de små børn hygger sig.
Med venlig hilsen
Den lille gymnast Mathilde og storesøster Amalie
Randi Madsen
Zumba for alle i Lundergårdhallen
Elsker du at bevæge din krop til musik, få sved på panden og samtidig have det sjovt sammen med andre mennesker? Så er Zumba lige noget for dig. Zumba er en ny træningsform, som er bedre end nogen anden træning, du har oplevet!
Sæsonen er godt i gang, og 40 har allerede taget zumbaen til sig. Men der er stadig plads til nye ansigter på holdet, så vi kan fylde hele hallen. Det er ikke nogen forudsætning, at du kan danse eller har rytme, bare du er klar på at have det sjovt.
Marie Rubeck Olesen, der er uddannet Zumba-instruktør og idrætslærer, styrer tropperne. Marie fokuserer på, at der er plads til alle på holdet, og at alle får det optimale ud af træningen.
Zumba er inspireret af de traditionelle latinamerikanske rytmer som for eksempel salsa. Alberto Beto, som har skabt dansen, har kombineret de latinamerikanske rytmer med moderne, hotte dansetrin, og har skabt en helt ny form for motion - En motionstype hvor man har det sjovt, og man opnår effektiv træning på samme tid.
”Det er en fornøjelse at have holdet. Folk er glade, når de møder op til træningen, og de har altid et smil på læben, når de går hjem,” siger Marie, der glæder sig til, at der kommer endnu flere og danser sammen med hende i Lundergårdhallen.
Bodil Nielsen
Marie Rubech Olesen instruerer.
Marie Rubech Olesen instruerer.
Ja, Zumba er også godt for humøret.
Ja, Zumba er også godt for humøret.
Så er vi atter i fuld gang med en ny sæson i gymnastik. Indtil videre er der 15 gymnaster på holdet, 3 mænd og 12 damer, men der kan godt blive plads til flere.
Gymnastiktimen ligger mandag eftermiddag fra kl. 15.00 – 15.55, så man kan sagtens nå, at komme hjem, inden det bliver mørkt, hvis man ikke er så meget for at gå ude i mørke.
Vi starter altid timen med en god gang opvarmning. Derefter står timen på lidt af hvert. Vi laver øvelser på gulvet, ved ribben, øvelser med bolde, sjippetov, stokke og så danser vi, både enkelt-, par- og holddans.
Jeg prøver altid at tilrettelægge timen, så hele kroppen bliver rørt, hver gang, uanset hvilke redskaber vi benytter.
Kom bare og få et par prøvetimer, hvis nogle af disse ting lyder noget for dig eller dine bekendte.
Instruktør, Marianne Büttner.
Tænker du ”SUNDERE LIVSSTIL” i det nye år?
GRATIS TILBUD i 2012 til XXL-piger!!!
I LIUF gymnastik prøver vi at tilbyde mange forskellige motionsformer, så at så mange som mulig kan finde en motionsform, der passer til den enkeltes behov.
Derfor har vi, gennem nu 3 sæsoner, prøvet at få et hold for XXL-piger op at køre.
Det vil af en eller anden grund ikke rigtig lykkes. Søgningen til holdet er stadig for lille, og vi har i bestyrelsen diskuteret, om vi skal opgive holdet. Der er pt. 3 piger på holdet, og de er alle glade for den ugentlige gymnastiktime sammen med instruktør Mette Møller. Mette er fantastisk dygtig til at tilrettelægge timens indhold, ud fra pigernes behov.
Bestyrelsen har holdt et møde med Sundhedscenteret omkring problemet. De synes også dette hold skal have en chance. De har sagt ja til at betale instruktøren og gymnastiksal leje i jan. + feb. + marts 2012, og det bliver således gratis at gå på holdet … så kære venner! - Er du selv XXL-pige eller kender du en XXL-pige ….. kom og vær med sammen med andre XXL-piger! Få lidt motion og måske også en hyggesnak.
Det er hver onsdag fra kl.17-17.55 i Lundergårdskolens gymnastiksal.
GRIB CHANCEN OG MØD OP!
Bodil Nielsen
Generalforsamling i LIUF-gymnastik
Tirsdag d.14.februar 2012
Kl. 19.00 i Lundergårdhallens mødelokale.
Sæt allerede nu X i kalenderen.
Håber rigtig mange møder op!
Godt nytår til alle fra bestyrelsen.
|
|
 |
|
|
|